Når ro ikke er målet

Om yoga, nervesystemet og kunsten at være menneske

Der bliver talt meget om nervesystemet i disse år. Om vagusnerven, stress, regulering og forskellige teknikker, der kan hjælpe os med at finde ro.

Og det er både interessant og værdifuldt, at vi bliver mere opmærksomme på kroppens og nervesystemets betydning for vores måde at være i verden på.

Men måske risikerer vi også at misforstå noget væsentligt, hvis regulering bliver endnu et projekt, vi skal lykkes med.

For er målet egentlig at være rolige?

Et nervesystem i bevægelse

Vores nervesystem er ikke skabt til at holde os i én bestemt tilstand.

Det er skabt til at hjælpe os med at leve.

Vi bliver begejstrede, vrede, forskrækkede, nysgerrige, trætte og glade. Vi reagerer på mennesker omkring os, på vores omgivelser, på erindringer, forventninger og på det, der sker inde i kroppen.

Nogle gange mobiliserer vi os til handling. Andre gange søger vi hvile, trækker os tilbage eller har brug for kontakt med et andet menneske.

Det er ikke i sig selv tegn på, at noget er galt.

Det er menneskeligt.

Når vi taler om regulering af nervesystemet, handler det derfor ikke nødvendigvis om at bevæge os fra uro til ro. Det handler også om fleksibilitet. Om vores mulighed for at reagere hensigtsmæssigt på det, livet bringer, og om gradvist at blive fortrolige med vores egne reaktioner.

Måske er det ikke roen, men bevægelsesfriheden, der er interessant.

Yogaens gamle visdom i mødet med ny viden

I den klassiske yoga finder vi en gradvis opbygning, hvor kroppen, åndedrættet, sanserne og opmærksomheden får plads.

Vi bevæger os, mærker, standser op og undersøger.

Ikke nødvendigvis for at opnå en særlig oplevelse, men for at lære os selv bedre at kende.

I dag har vi også begreber som interoception, vores sansning af kroppens indre signaler, og eksteroception, vores sansning af omgivelserne.

Vi ved, at vores oplevelse af tryghed og utryghed påvirkes af både kropslige signaler, erfaringer, relationer og den situation, vi befinder os i.

Begrebet Neuroception, som Stephen Porges har introduceret, beskriver i hans teori, hvordan nervesystemet kan registrere tegn på sikkerhed og fare uden vores bevidste opmærksomhed.

Disse perspektiver kan give os nye måder at forstå vores erfaringer på, selvom de ikke forklarer alt, og nogle af de bagvedliggende teorier fortsat diskuteres.

For mig er det spændende, når moderne viden kan være med til at belyse noget af det, vi arbejder med i yogaen.

Men vi skal måske passe på ikke at reducere yoga til en samling teknikker til at påvirke nervesystemet.

For yoga rummer også noget andet.

Muligheden for at være opmærksom på livet, mens det leves.

At turde mærke – og vide, at der er muligheder

Forestil dig, at du ligger på yogamåtten.

Du er i gang med en øvelse, og pludselig opstår en ubehagelig fornemmelse.

Måske en uro i maven. Et lille syrligt indre sug. En spænding eller en impuls til at bevæge dig væk fra.

Den umiddelbare reaktion kunne være at forsøge at få fornemmelsen til at forsvinde.

Men hvad nu, hvis du befinder dig i et miljø, hvor du føler dig tilstrækkeligt tryg til et øjeblik at være nysgerrig på det, du mærker?

Ikke for at holde fast i ubehaget. Heller ikke for at skubbe det væk.

Men for måske at opdage, at fornemmelsen bevæger sig. At den bølger, forandrer sig, bliver tydeligere eller svagere.

Og at du hele tiden har muligheder.

Du kan åbne øjnene. Se dig omkring. Mærke gulvet under dig. Ændre stilling, bevæge dig anderledes eller holde en pause.

Du kan også vælge helt at forlade øvelsen. Der er ikke noget, du skal bevise.

Måske bliver netop denne erfaring betydningsfuld: Jeg mærkede noget ubehageligt, men jeg var ikke fanget i det.

Det er ikke sikkert, at oplevelsen ændrer noget varigt. Og nogle gange er det hverken hjælpsomt eller muligt, at rette opmærksomheden mod ubehaget.

Men under de rette omstændigheder kan der opstå en ny erfaring af, at vi har valgmuligheder.

En bevægelsesfrihed.

Tryghed mellem mennesker

Der er endnu en dimension, som jeg synes er væsentlig.

Den tryghed, der kan opstå i et yogarum, handler ikke kun om øvelserne.

Den handler også om mødet mellem mennesker.

Om stemmen, tempoet, invitationerne og den plads, vi giver hinanden.

Vi påvirker hinanden, ofte uden at være særligt bevidste om det. En rolig stemme, et venligt blik eller oplevelsen af ikke at skulle præstere, kan være med til at skabe tryghed. Det kan være i mødet med en anden, at vi får lettere ved at være med det der sker i os.

Og her bliver underviserens eget forhold til sit nervesystem interessant. For hvad sker der i mig, når et andet menneske bliver uroligt?

Får jeg travlt med at hjælpe? Forklare? Ændre noget? Bliver jeg usikker, fordi øvelsen ikke ser ud til at virke?

Vi har alle vores strategier og mønstre. Også os, der underviser.

Jo bedre vi lærer vores egne reaktioner at kende, desto større mulighed har vi måske for at opdage, hvornår de begynder at styre vores handlinger.

Det betyder ikke, at underviseren altid skal være rolig eller have styr på alting.

Men måske kan vi blive bedre til at være til stede uden straks at skulle ændre på det, der sker.

Og dermed give andre mennesker plads til deres egne erfaringer.

Det gælder ikke kun yogalærere. Det er lige så relevant for forældre, skolelærere, behandlere og alle os, der møder andre mennesker i hverdagen.

Der findes ikke én vej for alle

Og så er det værd at huske, at yoga ikke nødvendigvis er noget for alle. Og at yoga heller ikke er én bestemt måde at praktisere på.

Der findes mange traditioner, undervisningsformer og undervisere. Det, der opleves hjælpsomt for ét menneske, er ikke nødvendigvis hjælpsomt for et andet.

Måske har jeg en dag så meget uro i kroppen, at det sidste, jeg har brug for, er at ligge stille med lukkede øjne. Måske skal jeg bevæge mig, få pulsen op eller gå en rask tur, før jeg overhovedet har lyst til at standse op.

En anden dag søger jeg måske det stille og blide.

Men også her kan jeg være nysgerrig.

For søger jeg stilheden, fordi den giver mig noget, jeg har brug for? Eller fordi jeg ubevidst forsøger at undgå noget andet?

Det er ikke altid, jeg ved det. Og måske behøver jeg heller ikke vide det på forhånd.

Jeg kan undersøge, mærke efter og opdage, hvordan forskellige former for bevægelse, hvile og opmærksomhed påvirker mig.

Ikke for altid at vælge det rigtige. Men for gradvist at få flere muligheder.

Nuet er ikke altid fredfyldt

Vi taler ofte om yoga som en vej til nærvær.

Men nærvær er ikke nødvendigvis en behagelig oplevelse.

Nuet kan rumme vrede, uro, glæde, sorg, usikkerhed eller en krop, der gør ondt.

Måske er yoga ikke at finde et fredfyldt sted, hvor vi kan blive.

Måske er yoga snarere de øjeblikke, hvor vi opdager, hvad der faktisk foregår.

Jeg mærker min vejrtrækning.

Jeg opdager mine tanker.

Jeg bemærker, at jeg spænder i kæberne, eller at jeg forsøger at skynde mig væk fra en ubehagelig følelse.

Og måske opstår der i selve opdagelsen et lille øjebliks plads. Ikke nødvendigvis til at ændre noget.

Bare til at være.

Og i næste øjeblik er jeg igen opslugt af mine tanker, følelser, vaner og gamle strategier. Det er også godt. Det er menneskeligt. Vi behøver ikke gøre opmærksomheden til endnu en præstation.

At leve med større fortrolighed

Måske er det noget af det, yogaen kan invitere os til.

Ikke at blive mennesker, der aldrig bliver bange, stressede eller usikre.

Ikke at lære at kontrollere alle vores reaktioner.

Men at blive mere fortrolige med os selv.

At opdage vores mønstre uden straks at fordømme dem. At få øje på vores handlemuligheder. At vide, at vi kan søge støtte, ændre retning, holde pause eller ganske enkelt lade en oplevelse være, som den er, når det føles muligt.

Og måske kan vi efterhånden få en større tillid til, at vi kan møde livet, også når det ikke føles helt trygt.

Ikke fordi vi kan kontrollere det, der kommer.

Men fordi vi ikke behøver at være fanget i én bestemt måde at reagere på.

Måske handler yoga ikke om at finde en tilstand, vi kan blive i, men om at opdage, at vi kan bevæge os mellem livets mange tilstande – med stadig større fortrolighed med os selv.

Og det er måske værd at være nysgerrig på, både på yogamåtten og i livet.